Beretninger 2008/09

 

Formandens beretning

Året startede med licensforhandlingen med DBTU, som havde dikteret en licensstigning på 35 %. Undertegnede var til møde sammen med repræsentanter fra ØBTU, JBTU & DBTU. På dette møde blev det aftalt at lave om på opkrævningen af licens, så der kun skulle betales licens for spillere med 1500 eller mere i rating. En af fordelen ved denne type opkrævning var, at de fleste ungdomsspillere ikke skulle betale, hvilket forhåbentligt ville medføre, at vi fik flere bordtennisspillere på sigt. En anden fordel var at langt de flest klubber på Fyn ville få en stigning i licensen på mindre end de varslede 35 % ved den nye opkrævningsmetode, hvilke med fynske briller må siges at være acceptabelt.

 

FM blev som vanligt afholdt i Kerteminde, desværre uden den store tilslutning og med det kedelige resultat, at FM desværre også gav FBTU et mindre underskud. Da der samtidig er kvalifikation til ungdoms top 12 i samme weekend, som der normalt afholdes FM, har vi i år 2010 valgt at flytte FM frem til midten af januar.

 

Vi har den 24 marts fået oplyst, at der i år desværre ikke vil blive uddelt Albani-penge på vanlig vis som oplyst på sidste års repræsentantskabsmøde. Dette er en trist afslutning på en velkommen tradition i det fynske idrætsliv, som FBTU beklager, men man må tage Albanis beslutning til efterretning.

I drengedivisionen deltog OB med et hold, der sluttede midt i rækken. OB, Svendborg & Triton havde alle hold i 2. Division, OB vandt deres række og rykker op i 1. Division, de øvrige hold blev i rækken. OBs første hold vandt Bronze i Eliteserien, hvilket jeg gerne vil ønske dem tillykke med. Triton vandt Fynsserien, desværre var der igen ingen hold, der ønskede at rykke op fra Fynsserien, hvilket er ærgerligt for fynsk bordtennis.

 

Der har været en pæn fremgang i ungdomsspillere på Fyn, hvilket har medført et stor søgning til pointstævner og flere ungdomshold i turneringen, hvilket er særdeles positiv og en udvikling, vi er meget glade for. 

 

En tak til bestyrelse, udvalg og andre i FBTU for året, der er gået. Tak til sponsorer og andre samarbejdspartnere. En speciel tak til FBTUs venner for tilskud til ungdomsarbejde.

 

Mvh

Jimmy Rusbjerg

 

 

 

BERETNING FOR SPILLERUDVALGET.

 

I sæsonen 2008/09 har FBTU støttet 13 fynske spillere fra 5 klubber, derudover har der været tilmeldt 22 spillere fra 9 klubber til fællestræning. Vi har prøvet at igangsætte en del aktiviteter, så vi også fremover får nogle dygtige ungdomsspillere - disse har jeg kort beskrevet nedenfor. Såfremt der skulle være ledere/trænere mv., der ligger inde med gode forslag til aktiviteter til fremme at ungdomsarbejdet på Fyn, er de meget velkomne til  at kontakte undertegnende.

 

Fællestræning

I sæsonen 2008/09 er truppen til fællestræning blevet væsentligt mere homogen end i det foregående år, og vi begynder at kunne se en positiv udvikling for deltagerne. I første halvdel af året stod Thomas Grønborg for træningen, efter jul overtog Mads K. træningen og vi håber meget, at han vil forsætte næste år.

Det har primært været spillere fra 1994 til 1997, der har deltaget i træningstilbuddet indtil nu, og det er planen, at nye spillere til truppen findes blandt de yngste årgange.

 

Træningslejr i Engby

FBTU støttede 2 spillere deltagelse i en træningslejr i Engby i Sverige ved at betale 50 % af deltagergebyret. Det drejede sig om Nikolaj Ilsøe og Arvin Mazeheri fra OB.

 

Unions tur

Spilleudvalget og bestyrelsen havde besluttet at udtage 8 spillere i årgange 1997-1995 til at deltage i en tur den 10. & 11. januar. Turen gik først til Hamborg, hvor der blev spillet en venskabskamp, som blev afviklet som 8 to-mandskampe, som Fyn vandt 5-3, men det var ikke resultatet, der var det vigtigste, men derimod at vi have spillet en masse tætte og gode kampe. Om søndagen deltog spillere i et stævne i Oldenburg, hvor de fleste at spillere nåede meget langt i turneringen, det lykkedes Arvin at vinde yngre drenge rækken. De deltagende spillere var Arvin Mazeheri, Hannibal Wintcentsen fra OB, Anton Jacobsen, Phillip Skøtt & Peter Rusbjerg fra BTK Ejby, Magnus & Gustav Laurenborg fra Næsby og Chris Solvang fra Kerteminde.

 

Ostercup i Flensborg

FBTU havde et drengehold og et yngre-drenge hold med til Ostercup i Flensborg, hvor hovedformålet var, at de skulle med for at lære. Disse spillere var Arvin Mazeheri, Anders Lassen, Mads Tranemose fra OB, Magnus & Gustav Laurenborg fra Næsby, Joakim Steiner-Johnsen fra Faaborg og Anton Jacobsen fra BTK Ejby. Talentcentret havde i fællesskab med JBTU ligeledes sendt et hold af sted. Alle spillere leverede en meget fin indsats og der blev vundet mange kampe.

 

Bordtennisskole

Desværre var der ingen interessere for bordtennisskolen i sommeren 2008, som følge heraf har vi valgt ikke at udbyde denne i år, men i stedet for lave et sammenarbejde med JBTU om afholdelse af bordtennisskole i Tjele i uge 30 og 31.

 

Jeg vil til sidst takke Talentcentret for et godt samarbejde i sæsonen.

 

Mvh

Jimmy Rusbjerg

Spillerudvalget

 

 

Dommerudvalgets beretning

 

Vi har i denne sæson været to dommere som har været særdeles aktive. Nemlig KENNETH PETERSEN fra Triton og undertegnede.

Vi har begge været dommere i både dame og herre elite.

Kenneth var med ved DANISH OPEN i Frederikshavn.

Vi var begge med ved DMS i Kerteminde.

Jeg selv har været overdommer ved stævnerne i Fåborg, Ejby, Triton samt ved FM i Kerteminde.

Til næste sæson er det udvalgets store håb at Kenneth består overdommereksamen og herefter kan

og vil fungere som overdommer, så der her vil komme lidt ”nyt blod”.

Vi håber jo stadig, at der nogen ude i klubberne som har lyst til at tage dommereksamen og være lidt

aktive - også på denne front. Jeg kan love jer at det er både sjovt og spændende.

 

På udvalgets vegne

Ejgil Sørensen.

 

 

Turneringsudvalgets beretning

 

FBTUs HOLDTURNERING

Der blev tilmeldt 121 hold til turneringerne i denne sæson. Det udligner præcis den nedgang, vi måtte konstatere i sidste sæson. Desuden blev hele 7 hold tilmeldt ungdomsturneringen efter jul, så alt i alt må deltagelsen betegnes som opmuntrende. Fremgang hos både seniorer og ungdom, mens veteranturneringen havde deltagelse af 16 hold – det samme som i fjor. Veteranernes 2. runde var igen placeret sammen med FM.

Afviklingen af de enkelte rækker er forløbet fint. Der har kun været ganske få holdtrækninger. Det samme kan siges om afbud og udeblivelser. Indtastning af resultater har klubberne efterhånden fint styr på. I næsten alle tilfælde sker det inden weekenden, så resultater og stillinger efter ugens kampe kan være klar til pressen i weekenden.

 

Pointstævner

Der blev i år holdt 5 stævner: Årslev, Odense, Faaborg, Langeskov og igen i Odense. Deltagelsen var klart større end i fjor. Der var mellem 60 og 100 deltagere ved hvert stævne. Næsten 200 forskellige spillere har deltaget i løbet af sæsonen. Forhåbentlig har de mange spillere mod på at fortsætte med at spille bordtennis, så vi ser mange af dem i den fynske holdturnering i næste sæson.

Alle deltagere skulle i denne sæson være registrerede for at kunne deltage. Dermed er de også med på ratinglisten og i gang med at finde deres plads her, så vi får et godt grundlag for en rigtig indplacering af de enkelte hold i næste sæson. Dog er der konstateret mange nyoprettede spillere med et forkert starttal. Måske må vi fjerne klubbernes mulighed for at give spillerne dette tal – og i stedet lade det ske automatisk, når de spiller deres første kamp.

Der skal lyde en stor tak, til de klubber, der stod for afviklingen af stævnerne.

.

STÆVNER

Fynsmesterskaberne blev igen afholdt i Kerteminde. Deltagelsen var lidt større end i fjor, men stadig skuffende. Tak, til KBC for arrangementet af FM.

 

TURNERINGSPLAN

Vi har en lang tradition for, at der laves en turneringsplan med oplysninger om bestyrelse, udvalg, klubber, regler, kampe m.m. Vi har desuden tegnet nogle annoncer, som har givet en mindre indtægt. Tiden er måske løbet fra turneringsplanen? Oplysningerne kan i stedet offentliggøres og findes på nettet?

 

UDVALGET

Turneringsudvalget har i år bestået af Jes Rasmussen, Freddy Hansen og undertegnede. Tak, for et fint samarbejde i årets løb.

 

På udvalgets vegne

Jens Povl Barkler